Video : Tipsbladet
1. division

Silkeborg-boss om muligt klubsalg: Lars Larsen skal være hjertelig velkommen

Silkeborg IF sonderer terrænet for købere af klubben, og hvis nuværende aktionær og lokal dynemilliardær Lars Larsen gerne vil være med til at lægge flere penge i byens bedste fodboldhold, må han meget gerne det, siger direktøren.

Det kom, set fra omverdenen, ud af det blå, da Silkeborg IF kort før jul fortalte, at klubledelsen i den kommende tid ville overveje at sælge hele eller dele af klubben. Motivationen var, at det nuværend setup havde nået sit loft: SIF ville blive ved med at være lige i periferien af Superligaen, med mindre der kom ny, pengestærke folk til.

Siden er der ikke kommet nyt under solen, fortæller administrerende direktør Kent Madsen. En gruppe tilhængere opfordrede ellers i lørdags Jysk-ejer Lars Larsen til at "redde Silkeborg IF", som de skrev i et læserbrev i lokalavisen Midtjyllands Avis.

Skulle dyne- og pudemilliardæren beslutte sig for at investere flere penge, end han allerede har gjort, må han hellere end gerne det.

- Beslutningen om at sondere mulighederne for at styrke klubben er koordineret med de største ejere i klubben, og dem er han jo en af. Så føler Lars Larsen sig fristet af et endnu større engagement, skal han være så hjertelig velkommen, siger Kent Madsen til Midtjyllands Avis.

Lars Larsen ejer i forvejen mellem 5 og 10 procent af aktierne i Silkeborg IF ifølge CVR-registret. Han har desuden lagt 15 millioner kroner for navnerettighederne til hjemmebane, Jysk Park. 

Om Larsen har lyst til at investere yderligere, er endnu uvist, men sikkert er det, at han har pengene til det. Han er ifølge Berlingske den fjerderigeste dansker med en formue til godt 28 milliarder kroner.