Landshold

Djibys dybe sorg

Den tidligere topscorer i Superligaen Djiby Fall er ramt af en personlig tragedie, der sætter fodbolden i relief og tager hårdt på senegaleseren.

Da han sagde farvel til OB, Odense og Danmark i marts, var Djiby Fall smilende og glad for sit store skifte til russiske Lokomotiv Moskva. Siden er det ikke blevet til meget spilletid for Fall, som ulykkeligvis samtidig er blevet ramt af en forfærdelig personlig tragedie.

- Min storebror, Omar, døde for halvanden uge siden, og jeg kan ikke beskrive, hvilket chok det har været for mig. Jeg kunne ikke tro det. Han blev kun 34 år. Min far døde, da jeg kun var ni år, og lige siden har Omar været som en far for mig, siger en knust Djiby Fall til B.T.

Broderen døde 24. april, men selvom angriberen havde fået fri til begravelsen hjemme i Senegal, valgte han at blive i den russiske hovedstad for at kæmpe for sin plads på holdet.

¬ - Min mor ringede og sagde, at jeg ikke skulle rejse hjem, men passe mit fodboldspil. Måske følte min mor, det ville være for hårdt for mig. Hun vidste, hvor meget Omar betød for mig. Så jeg blev. Men jeg tænker på min mor, Omar og mine øvrige søskende hele tiden. Jeg længes hjem, og jeg ser hen til 10 dages ferie i Senegal til juni, siger senegaleseren til avisen.

Fall nåede at spille 38 kampe for OB og scorede 22 mål.