Video : Tipsbladet
Europa League

Optakt: Riga FC - FC København

Arbejdet skal gøres færdigt for FC København, der står med den ene fod i Europa Leagues gruppespil.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.45
Spillested: Skonto Stadium, Riga 
Dommer: Pawel Gil, Polen
På TV: 3+
Hashtag: #rigfck #eldk

Holdnyt:
Riga FC:

De lettiske mestre er under et gevaldigt pres før torsdagens returkamp. 1-3-nederlaget i Telia Parken skal indhentes, og det bliver selvsagt en vanskelig opgave for Riga FC.

Klubben fik ellers en perfekt optakt til FCK-kampen. Riga FC vandt søndag 4-2 i den hjemlige liga over FK Spartaks, og det blev en sejr, hvor udeholdet bestemt ikke anstrengte sig unødigt. I forhold til opgøret mod FC København var der skiftet ud på ti pladser i startopstlillingen, og seks af de spillere, der startede inde i Telia Parken, var slet ikke med i truppen.

Riga FC kunne med andre ord lade stille og roligt op til torsdagens afgørende kamp. Holdet topper den hjemlige liga med et forspring på ni point ned til RFS.

Letterne har Roman Debelko og Giorgios Valerianos tilbage fra karantæne.

FC København:
De danske mestre sigter efter det 13. gruppespil på 14 år, og sådan bør det også ende for FC København, der sikrede sig et fornemt udgangspunkt i hjemmekampen i sidste uge.

Læs også:Video: FCK i vigtig sejr - Se alle fire kasser her

FCK spillede ikke nogen stor kamp mod Riga FC, men havde den individuelle klasse, der skulle til for at slippe fra opgøret med en solid 3-1-sejr. 

3-1 blev også FC Københavns generalprøve søndag aften mod FC Nordsjælland, og dermed fik Ståle Solbakkens mandskab en perfekt optakt. Løverne står nu noteret for syv sejre i de første syv runder, og det er Superliga-rekord.

Det eneste aktuelle problem i FC København er de mange skader. Jonas Wind, Dame N'Doye, Nicolai Boilesen, Robert Mudrazija og Stephan Andersen mangler på holdkortet, og det er naturligvis bekymrende for Ståle Solbakken.

Til gengæld kan nordmanden glæde sig over, at Andreas Bjelland endelig er tilbage, og han er en del af truppen til kampen. Også Pep Biel er tilbage, efter han har afsonet karantæne.

Karantæner:
Riga FC: Ingen
FC København: Ingen

Læs også:FC Københavns returkamp mod Riga sendes på dansk tv

Bud på startopstillinger:
Riga FC (4-2-3-1): Ozols - Petersons, Cermonordjis, Stuglis, Valerianos - Panic, Sharpar - Fjodorovs, Brisola, Kamess - Debelko

FC København (4-4-2): Grytebust - Bartolec, Papagiannopoulos, Nelsson, Bengtsson - Biel, Zeca, Stage, Falk - Fischer, Sotiriou

Profilen:
Riga FC er væsentligt forstærket torsdag aften i forhold til det første opgør i Danmark. Letterne har angriberen Roman Debelko tilbage fra karantæne, og han er klubbens topscorer i Europa League-kvalifikationen. Søndag var han på banen i 45 minutter i ligakampen mod Spartaks, og ukraineren nåede at score hattrick på den korte tid. Det er en spiller, FCK skal holde et vågent øje med.

Vidste du, at..:
Mohamed Daramy scorede målet til 3-1 i den første kamp, og dermed har den blot 17-årige FCK-spiller formået at score i pokalturneringen, Superligaen og Europa for den danske mesterklub.

Dom:
Riga FC er på hjemmebane og har fået et par nøglespillere tilbage, så letterne vil nok være et lille hak bedre end i Telia Parken. Det skal FCK naturligvis være opmærksomme på, men Ståle Solbakkens mandskab må ikke komme i problemer torsdag aften. FC København er et bedre mandskab og langt mere rutineret end Riga FC, og det skal munde ud i billetter til Europa League-gruppespillet. 

Vi byder 2-1 til FCK torsdag aften, og dermed fuldfører Ståle Solbakken og co. opgaven. 

Læs også:FCK-forsvarer: Sæsonens vigtigste kamp