Video : Tipsbladet
Landshold

Solbakken melder FCK-duo klar til VM-skæbnekampe

Der er intet i vejen for, at William Kvist og Peter Ankersen kan spille for Danmark mod Irland, siger Ståle Solbakken. Han ville ikke tøve et øjeblik.

Der er blot otte dage, til Danmark møder Irland i den første af to afgørende VM-playoffkampe, og kampen om pladserne i startopstillingen er ved at spidse til. På højre back opstod der forleden en lille åbning, da Henrik Dalsgaard blev skadet i kamp for Brentford.

Klubbens manager, Dean Smith, håber, at danskeren bliver klar til at spille allerede i denne weekend, men hvis hans hælskade skulle være værre end forventet, står Peter Ankersen klar. Han er tæt på sit højeste niveau og er igen blevet udtaget til landsholdet, hvor han ikke har spillet siden VM-kvalifikationskampen mod Rumænien i marts.

Selv om Ankersen har skullet bruge noget tid på at nå toppen igen efter sin skade, er han ved at være der, mener hans træner i FC København, Ståle Solbakken.

- Ankersen er tæt på topformen. I de sidste 14 dage har han været tæt på. Det tog et stykke tid med ham og Rasmus Falk, men jeg ville ikke være bekymret for at spille med ham mod Irland. Det havde jeg gjort uanset hvad, siger FCK-manageren ifølge Jyllands-Posten.

Også William Kvist, der ellers bliver doseret noget mere i FC København i dette efterår, end han er vant til, er lige, hvor han skal være, understreger Solbakken.

Inden Kvist og Ankersen kan begynde at tænke for meget på Irland-kampene, har de lige et derby-opgør mod Brøndby IF på søndag. Derefter møder Danmark irerne den 11. november i Parken og 14. november i Dublin.