Video : Tipsbladet
Landshold

Ankersen tilbage på landsholdet: Det, jeg har stilet efter

Det glæder Peter Ankersen, at han er tilbage på A-landsholdet, efter han brækkede anklen i maj, for konkurrencen er hård.

Når Danmark møder Irland i de to VM-playoffkampe, bliver det i hvert fald ikke højrebacker, landsholdet kommer til at gå ned på. Åge Hareide har nemlig udtaget tre af slagsen: Henrik Dalsgaard, Jens Stryger Larsen og Peter Ankersen.

Mens de to førstnævnte har været bærende kræfter på holdet i dette efterår, har Ankersen ikke spillet for landsholdet siden kampen mod Rumænien i marts. Han blev efterudtaget til den sidste gruppekamp i VM-kvalifikationen, men kom ikke på banen.

Nu er han altså "rigtigt" udtaget for første gang siden marts, og det vækker glæde hos FC København-backen, der i maj måned brækkede anklen og sad ude i et par måneder. 

- Jeg har stilet efter at komme tilbage på landsholdet, lige siden jeg blev skadet. Jeg vidste, at det ville blive svært at komme tilbage igen, for vi har nogle backs, som har gjort det rigtig godt, siger Peter Ankersen til Ekstra Bladet.

Selv om han startede sæsonen som skadet, har Ankersen fået masser af spilletid i FCK i dette efterår. 15 opgør i alle turneringer er det blevet til hos mestrene, og her har han altså gjort det godt nok, til at Hareide har taget ham med på landsholdet igen.

Til backens fordel tæller formentlig også, at landstræneren ikke har udtaget nogen egentlige venstrebacks, men at han tidligere har spillet positionen. Jens Stryger Larsen ligner dog førstevalget, især i Riza Durmisis skadesfravær.