Trænere maner til ro før Barcelona-derby
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Trænere maner til ro før Barcelona-derby

Da FC Barcelona og Espanyol mødtes i sidste uge i den spanske pokalturnering, gik temperamenterne over gevind. Begge holds trænere opfordrer til ro og besindighed, når de mødes igen i aften.

Espanyol fik to spillere udvist, og Luis Suárez fik karantæne for at opildne til ballade efter kampen.

Der var rigeligt at snakke om, efter FC Barcelona og Espanyol mødte hinanden i den spanske pokalturnering for en uge siden. Mange iagttagere mente, at rivaliseringen fik lidt for meget, og derfor har aftenens returkamp været ganske imødeset. 

De to holds trænere har dog forsøgt at skabe en mere rolig atmosfære forud for opgøret, hvor Espanyol skal forsøge at vende et 4-1-nederlag til samlet sejr. 

- Jeg håber, at fansene bare kommer for at støtte deres hold. Det er en fodboldkamp, og det bør ikke komme længere end det, siger Espanyol-træner Constantin Galca ifølge Marca.

Også hans kollega for Barcelona, Luis Enrique, vil have en mere rolig stemning. Han mener dog samtidig, at balladen i det første opgør er blevet skreget op til mere, end det var. 

- Det, der er vigtigt, er, hvad der sker inde på banen. Vi har brug for ro og sund fornuft. Der skete ikke noget i den første kamp, som ikke er sket før i masser af andre kampe, siger Enrique.

Om de to cheftrænere får deres ønsker om fred og fordragelighed, kan man se i aften, når der er kickoff klokken 21.