Video : Tipsbladet
Serie A

Skuffet Juventus-træner: Sløseri kostede point

Maurizio Sarri var langt fra tilfreds efter Juventus' nederlag på 2-1 til Hellas Verona lørdag aften.

Længe lignede det en pligtsejr for Juventus ude mod Hellas Verona, men med hård fight og god vilje fik Verona vendt opgøret lørdag aften og sikrede sig tre point med to mål i det sidste kvarter.

Begge mål kom efter mindre imponerende forsvarsspil af Juventus. Derfor var det også en skuffet Juventus-træner, der overværede det hele fra bænken.

- Vi er nødt til at forstå, at det ikke er givet på forhånd, at vi vinder, siger Maurizio Sarri i følge Ritzau og fortsætter.

- Vi er nødt til at få det ind i hovedet, at vi ikke kan have koncentrationstab, som det skete i aften.

- Vi tabte point gennem sjuskeri.

På trods af nederlaget ligger Juventus fortsat nummer et i Serie A med tre point ned til Christian Eriksens Inter, der dog først spiller søndag mod bysbørnene fra AC Milan.