Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen: Vi har fået en yderst fordelagtig aftale med Jannik Pohl

AC Horsens henter Jannik Pohl tilbage til Superligaen. Interview med Bo Henriksen om den "yderst fordelagtige" handel med den tidligere AaB-angriber.

Bo Henriksen havde egentlig lukket transfervinduet for AC Horsens' vedkommende, men så blev Nicolai Brock-Madsen skadet. Dermed måtte manageren på markedet igen, og her fandt han en spiller, som han har jagtet den halve sommer.

Horsens har hentet Jannik Pohl på en lejeaftale for resten af efteråret. Klubben har desuden fået en købsoption på den tidligere AaB-angriber. 

- Det skal ses i lyset af mange forskellige ting. Vi fik en aftale få på plads med Groningen, som var yderst fordelagtig for os. Jeg lukkede vinduet i går, men jeg har en bestyrelse og en direktør, som fandt pengene til hente ham på fordelagtige vilkår, også i forhold til købsoption, siger Bo Henriksen til tipsbladet.dk.

Selv om lejeaftalen kun løber i fire måneder, er Pohl ikke nødvendigvis en kortsigtet lappeløsning. Manager Henriksen vil gerne beholde ham længere.

- Det er ikke kun på den korte bane, det er også på den lange bane for at se, hvor han er i sin karriere. Ud fra hans tidligere meritter har han alle forudsætninger for at blive rigtig dygtig. Det handler om selvtillid, så han kan få noget power, energi, og han udstråler vildskab. Det, syntes vi, var værd at tage den her chance på til sidst.

Dermed kom Bo Henriksen igen i mål med det, han drømte om, selv om det holdt hårdt, for han talte allerede med Pohl for første gang for halvanden måned siden. Men hvorfor skulle parterne så helt hen til tre timer før deadline, før de nåede til enighed?

- Det handler om udbud, efterspørgsel og timing. Rent økonomisk har det ikke været muligt for os før nu. For det andet skulle han blive skadesfri. Nu har han trænet med i tre uger i Groningen. Jeg skulle også få Pohl til at synes, at vores projekt at sjovt og spændende og fremragende. Der er mange mekanismer, der skal falde på plads. Det er jo mennesker, vi har med at gøre, ikke bare en vare, siger Horsens-manageren.

- Vi har haft timevis af snakke om vores projekt, vores klub, alt muligt andet. Også hvordan han ser sig selv. Vi skal ikke forvente, han spiller outstanding fra dag ét, for det er lang tid, siden han har spillet. Men han skal starte inde på onsdag på Genforeningspladsen i Nordvest mod BK Union i pokalkampen. Det bliver også en brat start, men det, tror jeg, er fornuftigt. Han skal have nogle minutter.

AC Horsens hentede også en bevægelig angriber på transfervinduets sidste dag for et år siden, men Kasper Junker fik aldrig den håbede succes i klubben. Bo Henriksen frygter dog ikke en gentagelse.

- Det er to vidt forskellige spillere og to vidt forskellige personligheder. Og for det andet: Det er mit job at gøre dem så gode som muligt, men jeg må erkende, vi ikke har fået det optimale ud af Junker. Det kan være, Norge har løst det, og det kan være, vi kan løse det, når han kommer tilbage. Men timing var ikke til det i første omgang.

- Pohl, tror jeg på, kan gøre det fantastisk for os. Og så tror jeg, sammenligningerne hører op der. Det er en anderledes spiller på alle parametre.

Hvor ser du de forskelle?

- Det er urimeligt at skulle begynde at sammenligne Kasper Junker og Jannik Pohl. Det er fint, at man gerne vil det, men jeg ser ingen grund til at skulle sammenligne nogle, især ikke en ny spiller med en tidligere spiller, siger Bo Henriksen.