Video : Tipsbladet
Superliga

Sormani før OB: De er endnu mere opsatte efter 1-6-nederlag

Vejle Boldklub-træneren forventer at møde et yderst opsat OB-hold.

OB fik en skrækstart på foråret, da de gæstede FC København i sidste weekend og måtte rejse hjem med et 6-1-nederlag i baggagen.

Søndag skal de spille deres anden Superliga-kamp i foråret, når de tager imod Vejle Boldklub, som tog hul på foråret med en 2-0-sejr over SønderjyskE.

Men resultaterne fra forårets første runde er ikke nødvendigvis en fordel for Vejle. Tværtimod, hvis man spørger Vejles cheftræner Adolfo Sormani.

Sormani forventer nemlig, at de kommer til at møde et opsat OB-hold, der jagter oprejsning.

- Ingen er selvfølgelig glade for sådan et resultat, heller ikke selvom modstanderen er FC København, og jeg er ikke i tvivl om, at resultatet betyder, OB er endnu mere opsatte, når de møder os, fortæller Sormani til Vejle Amts Folkeblad.

Før opgøret ligger OB nummer 10 i Superligaen, men er fortsat en del af kampen om en plads i top seks, mens Vejle Boldklub ligger næstsidst i rækken.

Kampen sparkes i gang klokken 14.00.