Generelle

Bjerregaards Besættelse

Huset Brøndby er under kraftig beskydning, og eneste mand tilbage i murbrokkerne er Per Bjerregaard, som selv skabte storklubben ved hjælp af lige dele pisk og gulerod. I skæbnetimen findes der folk, der tror, at han hellere vil aflevere klubben i 1. division end afgive sin egen magt og inflydelse.

»Per Bjerregard er ærekær og vil under ingen omstændigheder slippe grebet om sin klub. Hans største mareridt nu er at se andre komme til og redde Brøndby IF. I 1998 var Brøndby med i Champions League og Nordens største klub, men er i dag ikke engang i top-fem, og det er Bjerregaards skyld. Han regner kun med sig selv og sine egne, de allernærmeste, og alle aktionærer i hans optik er bare nogle, der har lånt ham, det vil sige, klubben, penge. På den her måde risikerer Brøndby henover det næste år 10 år at lande som en klub i 1. division, men det tror jeg, Bjerregaard foretrækker frem for at lade andre komme til.«

Skydeskiven og en kluntet Køhlert-fyring

64-årige Per Bjerregaard har gennem 37 år i Brøndby uanset stilling og visitkortets ordlyd altid været den ubestridte førstemand. Visionær og lyttende samt i stand til at skabe en klubånd og fastholde den.

»Det gør indtryk, når man som ung førsteholdsspiller ser Brøndby holde fest for 1200 frivillige trænere og ledere. Det var der altså noget power over, og det siger noget om den loyalitet, som han byggede op. Jeg tror stadig langt de fleste medlemmer er positivt stemt overfor Bjerregaard,« siger Allan Ravn. Synspunktet gælder bare slet ikke hele vejen rundt om i den blågule verden. Indenfor halvandet år har med Ole Palmå som den seneste af tre direktører forladt klubben, for nylig gik også tre bestyrelsesmedlemmer, og ude i horisonten er den afgående storsponsor Jesper »Kasi« Nielsen i færd med at opbygge et bold-imperium.

Jesper Nielsen er gået, fordi han ikke kan få indflydelse på et passende niveau, hvilket vil sige på bekostning af Per Bjerregaard, og nu truer han Brøndby med at opbygge en storklub formentlig i nærheden. Foreløbig har han taget to ledende BIF-medarbejdere med sig. Ingen er længere i tvivl om, at Brøndby med uafklaret økonomi og en underdrejet ledelsesmæssig organisation er havnet i en krise, der handler om mere end image og overlevelse, og som har gjort Bjerregaard til den eneste tænkelige skydeskive.