Video : Tipsbladet
Superliga

Fischer jagter første sæsonmål: Det er en barriere, jeg skal bryde

De fire oplæg pynter, men Viktor Fischer jagter stadig sæsonens første mål. Han føler, at det er det, der skal til, før andre ser, hvor vigtig han er for FC København.

Når nu FC København mangler Dame N'Doye i de kommende måneder, måske resten af efteråret, må andre træde i hans sted. Dels som ledere, dels som målscorere.

En af dem, der normalt både gå forrest og sparker bold i kassen, er Viktor Fischer. Det sidste har han dog haft svært ved i denne sæson, hvor han nu er på ni kampe uden scoringer. 

Han mener dog stadig, at han er vigtig for holdet, og han har da også fire oplæg til at bakke den påstand op. Men han fornemmer også, at han har brug for et mål, for at alle andre kan se, at han spillemæssigt gør det godt.

- Jeg føler lidt, at jeg nu bliver målt på, om jeg laver et mål. Jeg føler helt klart, det er den barriere, der skal brydes, for at andre kan se det. For jeg synes faktisk, at jeg har spillet to rigtig, rigtig gode kampe på det sidste, og jeg er sikker på, at jeg kommer til at spille mange gode kampe, siger Viktor Fischer ifølge BT.

I morgen får han og de andre FCK'ere alle tiders chance for at vise, at de kan klare sig uden talismanen N'Doye. Her møder de Riga FC på hjemmebane i den første af to afgørende Europa League-playoffkampe. Dem skal FC København vinde for at opfylde sæsonens målsætning.

Det tyder desuden på, at holdet får en afløser for N'Doye ind allerede i dette transfervindue. Malaga-angriberen Michael Santos skulle i hvert fald være på vej til FCK for godt 16 millioner kroner.