Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-profilens dom: Vi er bedre defensivt efter Saba-exit

Randers FC skal forsvare pladsen i top seks, men det bliver uden stjernen Saba Lobjanidze.

Randers FC går ind til foråret med et fremragende udgangspunkt som nummer fem. Der var nok ikke ret mange, der har spået kronjyderne så høj en placering efter 20 spillerunder, men Thomas Thomasbergs mandskab rækker ud efter en billet til mesterskabsspillet.

Umiddelbart er Randers FC dog i en svækket udgave i forhold til første halvdel af sæsonen. Saba Lobjanidze er væk, og han har om nogen været en frontfigur på Randers-holdet.

Så hvad skal det blive til?

Tipsbladet.dk har bedt veteranen Johnny Thomsen om at kigge i krystalkuglen.

Hvad er dine forventninger til den kommende halvsæson?

- Vi vil gerne gøre det lige så godt, som vi gjorde i efteråret, og jeg tror helt sikkert på, vi kan komme i top seks. Det er en tæt liga med mange uafgjorte kampe og smalle sejre, og det kan lige så godt falde ud til vores fordel. Det er selvfølgelig en ny tid for os, nu hvor Saba Lobjanidze er væk, men så må andre træde i karakter, siger snart 38-årige Johnny Thomsen til tipsbladet.dk.

Hvad betyder det, at Saba Lobjanidze er væk?

- Det betyder, at vi har vinket farvel til rigtig mange mål og assists – sælrigt mål. Men vi har fået Mathias Greve som afløser, og jeg synes, han ser spændende ud. Jeg håber, han kan forløse sit store potentiale i Randers FC. Defensivt tror jeg også, vi står bedre uden Saba, men vi kommer selvfølgelig til at savne hans fantastiske indslag i offensiven. 

Hvem tror du, kan blive den helt store profil for jer i foråret?

- Jeg tror, jeg vil pege på Vito (Hammershøy-Mistrati, red.). Han har været lidt inde og lidt ude af holdet i denne sæson, men jeg tror, han kan få sit helt store gennembrud. Han spiller på en position, hvor vi er rigtig godt besatte, og hvor Thomasberg har lidt et luksusproblem, men jeg spår en større rolle til Vito, der har set god ud i opstarten.

Hvad forventer du af dig selv?

- For første gang i min karriere oplevede at sidde en del på bænken i efteråret. Jeg er nu helt sikker på, at der nok skal blive brug for mig. Vi har mange kampe i Superligaen og er stadig med i pokalen, så jeg skal nok holde mig til. Kroppen har det stadig helt fint.

I møder AGF i premieren - det kan vel ikke være bedre?

- Jeg ved godt, at statistikken taler for en sejr, men AGF er virkelig godt kørende. Jeg har stor respekt for det, David Nielsen har udrettet i klubben, og det bliver en sindssygt svær kamp på søndag. Men det er samtidig en fed start på foråret, og vi glæder os, slutter Johnny Thomsen.

Der er kickoff mellem AGF og Randers FC søndag klokken 16.00. 

Læs også:Ekspert om Superligaen: Det er en konstant jagt på nye penge

Læs også:Superliga: Storklubber hersker i forårspremieren - andre sejler

Læs også:Optakt: AGF - Randers FC

Læs også:Superliga-spørgsmål: Er Brøndby blevet strippet for alle våben?

Læs også:Superliga-trænernes pointsnit: Nye folk imponerer