FCK holder øje med sydamerikaner
FC København er for øjeblikket på træningslejr i La Manga, og når ikke lige københavnerne selv træner eller spiller træningskamp, så er der også plads til at kigge på nogle af de andre hold, der er til stede i det spanske.
Sportsdirektør i FCK, Carsten V. Jensen, var således i går forbi peruanske Allianza Limas træning, hvor han havde et grundigt kig på klubbens 21-årige kantspiller og angriber Jorge Bazan. Det skriver avisen Libero.
Carsten V. Jensen havde ifølge den peruanske avis en spansk agent med sig, da han overværede Allianza Limas træning - med blikket rettet mod Bazan.
Jorge Bazan er tidligere rygtet til Bayern München, og den lille kantspiller var en del af Perus U20-landshold, der i sommeren 2011 på hjemmebane forsøgte at hive det sydamerikanske mesterskab hjem. Det lykkedes dog ikke for Peru og Bazan, der lå lige på kanten af startopstillingen i den turnering.
Det er ikke første gang, at FC København bliver sat i forbindelse med en spiller fra Peru. For godt et år siden var det venstrekanten Alvaro Ampuero, der angiveligt var i københavnernes søgelys. Han spiller nu i den italienske Serie A for Parma.