EM

Agger: Stor respekt for Olsen

Tipsbladet til EM: Landsholdets anfører på lørdag roser både træneren og personen Morten Olsen.

Tipsbladet i Kolobrzeg
Med Christian Poulsen placeret på bænken er det nu centerforsvarer Daniel Agger, der bærer anførerbindet i kamp for Danmark, og det giver både et øget ansvar og en anderledes lederrolle. For eksempel var det Agger, der bestemte, hvem der skulle sparke det straffespark, som han selv fremtvang mod Australien i Parken i lørdags.

Men derfra og så til at sige, at han har fået en anden rolle på landsholdet, er der også et stykke, mener forsvareren:

- Nej, det synes jeg overhovedet ikke. Det her hold er bygget op på en måde, så der er en del, der skal tage ansvar, ikke bare en eller to. Og sådan har det altid været, siger Agger, før snakken falder på manden med det overordnede ansvar: Landstræner Morten Olsen.

- Jeg tror, at jeg taler for alle spillerne, når jeg siger, at det er en mand med respekt omkring sig. Ikke mindst på grund af af hans faglige evner, men også som person i det hele taget og som træner for sådan et hold her. Der er stor respekt omkring ham, og sådan virker det også alle de steder, vi kommer hen, noterer forsvareren før tirsdagens træning i et småkoldt Polen - en træning der sker for lukkede døre, så landsholdet kan pudse nogle taktiske detaljer af før EM-åbningen mod Holland.

Og Agger tror på danske muligheder.

- Holland er et hold meget lig det, de havde i 2010. Det er et stærkt hold, men det er også et hold, vi kan spille med, siger lørdagens anfører, før der bliver blæst i en fløjte, og landsholdet samles til EM-træning nummer to i Kolobrzeg.