EM

Blanc: Skadet M'Vila bliver EM-klar

Rennes-spilleren Yann M'Vila måtte lade sig udskifte i Frankrigs testkamp i aftes med en ankelskade, men landstræner, Laurent Blanc, forventer, at han bliver klar til EM-slutrunden.

Frankrigs 2-0-sejr over Serbien i aftes blev overskygget af en skade til midtbanespilleren Yann M'Vila fra Rennes. Det 21-årige stortalent, der tidligere er blevet rygtet til Arsenal, måtte nemlig udgå i kampen med en skade i anklen efter bare fem minutters spil.

M'Vila har været én af landstræneren Laurent Blancs foretrukne i startopstillingen længe, og det vil derfor være et stort slag for Frankrig, hvis skaden må holde ham ude af EM-slutrunden. Landstræneren ser dog positivt på skaden.

- Vi forventer, at han bliver klar til den første kamp til EM, sagde Blanc efter gårsdagens kamp ifølge goal.com.

Sejren over Serbien på 2-0 kom i hus, efter både Franck Ribéry og Florent Malouda scorede. Og Blanc var tilfreds med holdets fysiske forbedringer.

- Vi stræber efter perfektion, men sådan noget findes ikke. Vi viste en bedre fysisk friskhed, end vi gjorde mod Island, men vi er ikke klar endnu. Vi var en smule skuffede over de sidste 15 minutter, men generelt er jeg ret tilfreds med vores spil, fortalte landstræneren.

Frankrig skal til EM op imod Sverige, England samt værtsnationen Ukraine.