EM

Defoe vender tilbage til EM

Jermain Defoe rejste i går tilbage til England grundet sin fars død, men allerede i morgen er angriberen tilbage i den engelske trup.

Der har det seneste døgns tid været tvivl om, hvorvidt Jermain Defoe ville være at finde i den engelske trup til holdets åbningskamp ved EM mod Frankrig på mandag. I går rejste angriberen nemlig hjem til England igen grundet dødsfald i den nærmeste familie.

Men nu kan englænderne ånde lettet op. Tottenham-spilleren vil være at finde på holdkortet til den vigtige kamp på mandag. Det engelske fodboldforbund meddeler på sin hjemmeside, at  Jermain Defoe slutter sig til EM-truppen i løbet af lørdagen.

Et tab af Jermain Defoe ville have gjort ekstra ondt på det engelske landshold, der i forvejen må undvære Wayne Rooney, der skal afsone karantæne i de første to gruppespilskampe.