Sejr til Bjelland og Twente
Illustration
Generelle

Sejr til Bjelland og Twente

Andreas Bjelland var med fra start, da Twente hentede alle tre point ude mod Roda. 

FC Twente ligger helt i toppen af Æresdivisionen i Holland efter aftenens 2-1 sejr ude mod Roda. Andreas Bjelland startede inde i Twentes forsvar.

Bjelland kunne ikke gøre meget ved Rodas scoring til 1-0 efter 29 minutter. Her blev et indlæg fra baglinjen sendt til bagerste stolpe, hvor Guus Hupperts stod klar til at heade bolden i mål.

Den stilling holdt længe, men i det 70. minut lykkedes det Twente at udligne. Luc Castaignos stod for målet på oplæg af Youness Mokhtar. Ti minutter senere afgjorde Quincy Promes kampen med sin scoring til 2-1. 

Resultatet betyder, at Twente nu fører rækken med 27 point for 15 kampe. Vitesse har ligeledes 27 point på andenpladsen, mens Ajax ligger nummer tre med 25 point. Andreas Bjelland og holdkammeraterne har dog spillet en kamp mere end forfølgerne.