Fredagens rygtebørs (opdat.)
Illustration
Rygter

Fredagens rygtebørs (opdat.)

Læs de seneste rygter fra den internationale fodboldscene.

Fredy Guarin fra Inter til Manchester United
Note:
 Manchester United ventes at gå offensivt til værks i det kommende transfervindue efter en frygtelig start på denne sæson i Premier League. Manager David Moyes er blevet lovet midler til at forstærke sig, og specielt midtbanen trænger til ny inspiration og kreativitet. Det kan den colombianske landsholdsspiller, Fredy Guarin, muligvis tilføre, og Manchester United har angiveligt allerede kontaktet Inter i forsøget på at lokke den alsidige midtbanespiller til Old Trafford. Guarin menes at koste i omegnen af 130 millioner kroner, men Manchester United vil forsøge at hente ham for 90 millioner. 
Kilde: Metro
Sandsynlighed: Middel

Xabi Alonso fra Real Madrid til Chelsea, Manchester United eller Liverpool
Note:
 Den spanske midtbanestyrmand kan muligvis være på til et overraskende comeback til Premier League. Alonso var angiveligt tæt på en forlængelse hos den spanske kongeklub, men endnu er der ikke kommet noget konkret på bordet. Samtidig udløber spanierens kontrakt efter denne sæson, og det har fået Chelsea, Manchester United og Alonsos tidligere klub Liverpool til at følge ekstra nøje med i udviklingen i Madrid.
Kilde: Daily Star
Sandsynlighed: Under middel

Radamel Falcao fra Monaco til Chelsea
Note:
 Monaco har flere gange benægtet, at den colombianske bomber er på vej væk fra fyrstedømmet, men nu er der dukket historier op om, at Falcao ikke er tilfreds med klubben og træner Claudio Ranieri. Det har fået Chelsea på mærkerne, og det forholder sig så heldigt, at Falcao deler agent med Jose Mourinho, hvilket kan blive en stor fordel for London-klubben i bestræbelserne på at hente angriberen til Premier League. Chelsea er ikke interesseret i at betale de lidt over 750 millioner, som Falcao angivleigt koster, og derfor kan der muligvis blive tale om en byttehandel, hvor både Demba Ba og Fernando Torres indgår. 
Kilde: Daily Express
Sandsynlighed: Middel

Luke Shaw fra Southampton til Chelsea
Note: Falcao er langt fra den eneste spiller, som Chelsea har i kikkerten i det kommende transfervindue. Også i defensiven leder man efter forstærkninger, og det kan muligvis blive i form af det 18-årige stortalent Luke Shaw fra Southampton, som kan blive afløseren for Ashley Cole på sigt. Southampton vil dog ikke slippe deres guldfugl billigt, og Chelsea skal angiveligt hoste op med 180 millioner kroner for venstrebacken.
Kilde: Times
Sandsynlighed: Middel