AGF: Ingen penge til Zidan
Illustration
Superliga

AGF: Ingen penge til Zidan

Mohamed Zidan vil gerne på kontrakt i AGF, men Superliga-klubben mangler pengene til at hente den tidligere Superliga-topscorer.   

Den tidligere Superliga-profil Mohamed Zidan er i øjeblikket på klubjagt, og øjnene er blandt andet rettet mod Danmark, hvor flere klubber kan komme i spil. 

Zidan er selv åben for flere klubber men har af flere omgange selv nævnt sin tidligere klub FC Midtjylland og AGF som mulige kommende arbejdsgivere. Det gode forhold til FCM har været bevaret siden skiftet til Werder Bremen tilbage i 2005, mens tråden til AGF går gennem sportschef Brian Steen Nielsen, der er en af Zidans bedste private venner.

Seneste fejrede de to venner sammen med familierne nytår sammen i Abu Dhabi, og her blev der i følge Zidan selv talt om muligheden for et skifte til Aarhus-klubben. 

- Jeg har et rigtig godt forhold til Brian Steen, som jeg kender fra min tid i AB. Han er en af mine bedste venner, og han har lige været på besøg hos mig i Abu Dhabi i otte dage sammen med sin familie for at holde nytår. Brian har altid støttet mig og hjulpet mig, når jeg skulle træffe svære beslutninger. Vi havde nogle gode snakke, og han tror på mig og kan hjælpe mig ind på holdet. Han har nogle ting, han skal have afklaret med klubben, men det er en mulighed, for AGF er en stor klub med et godt stadion og gode fans, og Aarhus er en dejlig by, sagde Mohamed Zidan til tipsbladet.dk i sidste uge. 

Mens Zidan er varm på at trække i AGF-trøjen, er Brian Steen Nielsen mere lunken i forhold til realismen i at kunne hente angriberen.

- Vi har ingen penge at gøre med, så det er ikke noget, jeg kigger på i øjeblikket, siger Brian Steen Nielsen til tipsbladet.dk

AGF har tidligere i historien hentet spillere på penge samlet ind hos investorer, men den løsning lader ikke til at være en mulighed i forhold til at tilbyde en kontrakt til en af Superligaens største profiler gennem tiderne.

- Vi betaler helst selv for de spillere, vi henter, og da økonomien ikke er til at hente flere spillere, er der ingen grund til at spekulere så meget i det, siger AGF-sportschefen.

- Men selvfølgelig er vi villige til at lytte, hvis der kommer folk forbi med en stor pose penge. 

Mohamed Zidan er i øjeblikket i kamp for at blive løst af sin kontrakt med Bani Yas i De Forenede Arabiske Emirater, da han mener at klubben har misligeholdt deres aftale. Zidan har trykket FIFA ind i sagen og håber på en afklaring i løbet af måneden, hvor han kan blive løst fra sin kontrakt, der ellers løber frem til sommer.