Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland-profil: Det var et stort chok, da jeg først kom hertil

Evander fik sig noget af et kulturchok, da han flyttede fra Danmark til Brasilien, hvor både vejret, levevisen og fodboldspillet er anderledes. Men FC Midtjylland-spilleren er ved at vænne sig til det.

Man kan dårligt forestille sig en større kontrast end mellem Rio de Janeiros pulserende liv og berømte strande over for Herning og den midtjyske hede. I sommeren 2018 skiftede Evander direkte fra det ene til det andet.

FC Midtjylland lejede ham i første omgang fra Vasco da Gama, og selv om klubben hentede hele hans familie med til Danmark, fik Evander sig noget af et kulturchok. For både det danske vejr, den danske levevis og den danske fodboldstil er anderledes end det, han kendte hjemme i Rio.

Læs også:FCM-anfører om Evander: Plads til at træde ved siden af

- Det var et stort chok, da jeg først kom hertil. Men det er rart at være her, og det er rart at lære nye mennesker at kende. Det bliver bedre og bedre. Jeg er blevet mere vant til det. Her er lidt anderledes end i Brasilien, men det er et godt land, siger Evander til FCM's hjemmeside.

Den målfarlige midtbanespiller mener dog, at han er ved at vænne sig til alle tre dele. FC Midtjylland har som nævnt også gjort en stor indsats for at få millioninvesteringen til at lykkes. Som administrerende direktør Claus Steinlein fortalte tipsbladet.dk i fjor:

Læs også:Avis: Brian Priske trodsede Claus Steinlein i Evander-sag

- Han er lidt speciel forstået på den måde, at han har haft brug for at få familien med. Vi har hjulpet med at finde et hus, hvor han og familien kan bo, det er både far og mor og nogle kammerater. Vi har hjulpet hele familien med det praktiske, købe møbler, vise, hvor man handler ind, givet familien lov til at være med, når vi spiser frokost efter træning.

- Vores scout-net har været ude at spise med dem mange gange, så vi giver ham og familien noget opmærksomhed. Alt fra trænere til scouts, sportschef og team manager.

Siden har Evander også fået selskab fra Brasilien i FC Midtjyllands trup. Patrick, Paulinho og Junior Brumado kommer også alle fra landet, mens Emiliano Marcondes er halvt brasiliansk.

Læs også:Bedst og værst: Marcondes-kasse og Alves-selvmål var nok for sløsede FCM

Læs også:Marcondes: Vi tre klikker godt sammen på banen

Læs også:Superligaens bedste: AaB og Lucas Andersen er i spidsen