Messis møde med Barcelona-toppen ender uden løsning
Foto: Getty Images
La Liga

Messis møde med Barcelona-toppen ender uden løsning

Et møde onsdag mellem blandt andre Lionel Messis far og Barca-præsident Bartomeu førte ikke ret meget med sig.

Fronterne var trukket op i Barcelona onsdag.

Jorge Messi, den argentinske fodboldstjernes far og agent, og FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu var ansigt til ansigt i det første møde mellem de to parter, siden Lionel Messi i sidste uge meldte ud, at han vil væk fra den spanske storklub.

Men ifølge flere spanske medier ændrede mødet ikke ret meget.

Både Marca og Sport skriver, at parterne ikke nåede til enighed om noget. Messi vil væk, og Barcelona vil beholde ham og nægter at forhandle om et eventuelt salg - ligesom før.

Bartomeu holder angiveligt fast i, at en klausul i Messis kontrakt, der tillod ham at skifte klub gratis, hvis argentineren ønskede det, udløb 10. juni, og at Messi derfor er under kontrakt med Barcelona.

Søndag slog La Liga fast, at Messis frikøbsklausul stadig er gældende. Den lyder angiveligt på 700 millioner euro. Hvis en anden klub betaler det beløb, har Barcelonas ingen forhandlingsret.

Ud over Messis far deltog også fodboldstjernens bror, Rodrigo Messi, i onsdagens møde. Det samme gjorde Barcelona-direktør Javier Bordas. Lionel Messi deltog ikke selv.

Mandag udeblev han fra sæsonens første træning i Barcelona.

/ritzau/