Mellemmand om Pukki-fremtid: I fodbold kan alt ske
Foto: Christian Sølbeck/Polfoto
Superliga

Mellemmand om Pukki-fremtid: I fodbold kan alt ske

Brøndby-angriber Teemu Pukki er målfarlig for tiden, og det giver både transferspekulation og mange henvendelser. Pukki er glad i Brøndby, men døren lader ikke til at være lukket, hvis det rigtige tilbud kommer.

Den finske angriber Teemu Pukki har været glohed de første par måneder af sæsonen. I Europa League har han scoret seks gange i otte kampe, og i Alka Superligaen har han scoret otte gange i seks kampe.

De otte Superliga-kasser gør den 26-årige angriber til topscorer i Danmarks bedste række, og med tanke på hvor stor interesse der normalt er for målfarlige spillere, er det ikke utænkeligt, at flere klubber har Pukki på blokken.

Brøndby IF har tilmed hentet en ny angriber i form af tjekkiske Jan Kliment, der kommer på en lejeaftale med købsoption fra Stuttgart. Og dermed tæller Brøndby-truppen flere angribere i Kliment, Kamil Wilczek, Gustaf Nilsson, Daniel Stückler, Marcos Urena. Også Christian Jakobsen kan spille i angrebet, og Ariel Nunez er der ingen afklaring på. Og så er der altså Teemu Pukki. Spørgsmålet er, om Pukki er på vej væk?

- Jeg kan kun sige, at i fodbold kan alt ske, men vi skynder os ikke, og Teemu nyder tiden i Brøndby. Klubben har spillet godt, og det har Pukki også, så der er ingen grund til at skynde sig, siger spillerens mellemmand, Teemu Turunen, til tipsbladet.dk.

Pukki kom fra Celtic på en lejeaftale, inden han i sommeren 2015 blev købt fri af den skotske klub. Nu er han kommet utrolig godt i gang med sæson tre i Brøndby, og det har Teemu Turunen også kunnet mærke.

- Hvis en angriber scorer, kommer der mange henvendelser. Sådan er det. Der er meget interesse. Men som jeg sagde, er han super glad for at være i Brøndby, og vi kan ikke sige, hvad der kommer til at ske, siger han.

Teemu Pukki har to år igen af sin aftale med Brøndby, så klubben er ikke tvunget til salg denne sommer. Men kommer der et godt bud, er Brøndby i hvert fald dækket ind nu.