For en uge siden blev han en af heltene i Brøndbys 2-1-sejr over FC København, men Mathias Kvistgaardens muligheder for at være med i mandagens kamp mod Silkeborg blev forpurret før weekenden.
Det fortæller Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen i et interview med Viaplay.
- Mathias er inde i sådan et forår, der er lidt uheldigt for ham hele tiden. Han gik ud med en mindre skade forleden dag, da han vred lidt rundt i fredags. Han er i bedring, vi har ikke noget overblik over det, men det virker ikke alvorligt, og han er lige nu bare ramt af små uheld, siger han og fortsætter:
- Vi så ham jo selv sidst komme ind inde i Parken, hvor han jo lignede en, der var på vej, virkelig. Og det har han jo hele tiden gjort, når han er kommet ind og spillet. Oppe i Viborg lignede han en, der skulle brænde Superligaen af her i foråret, men han bliver hele tiden sat tilbage af små ting, lyder det fra Jesper Sørensen.
Når det kommer til, hvornår Kvistgaarden kan være tilbage igen, så er det ikke nemt for Sørensen at give et tidspunkt.
- Jeg kan ikke sige noget nu her om, hvad omfanget er, men han er bedret her over weekenden. Vi håber, at han snart er i spil igen, fortæller Brøndby-træneren.
Han forklarer endvidere, at det var et vred i knæet, og at Kvistgaarden er blevet undersøgt.