Kommende FCK'er: AaB-retur var for svært
Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto
Superliga

Kommende FCK'er: AaB-retur var for svært

Kantspiller Kasper Kusk vender tilbage til Superligaen fra sommeren, hvor han skal tørne ud for FC København. Kusk vidste, det ville blive svært at skifte tilbage til AaB.

Tidligere landsholdsspiller Kasper Kusk har ikke fået meget spilletid i denne sæson hos Twente, og derfor tog den danske kantspiller beslutningen om at vende tilbage til Danmark og Superligaen efter blot én sæson hos Twente. Men i stedet for at vende tilbage til AaB, med hvem han blev dansk mester i sidste sæson, vender Kusk nu snuden mod København, hvor han har tegnet en femårig kontrakt med Ståle Solbakkens tropper.

Her skal Kasper Kusk, 23 år, forsøge at få gang i karrieren igen, og FCK har betalt omkring 7,5 millioner kroner til økonomisk ramte Twente for at få fat i danskeren. Også AaB forsøgte at få fat i Kasper Kusk, men i sidste ende var FCK den bedste mulighed, fortæller Kasper Kusk.

- Der har været lidt snak med AaB i det her forløb, men jeg har hele tiden vidst, at det ville blive utroligt svært. Twente betalte nogle penge for mig, og signalet var, at de som minimum gerne ville have dem tilbage, siger Kasper Kusk i et interview med Nordjyske.

Kasper Kusk skifter altså til FC København om et par uger, og så er han klar til at indgå i FC Københavns opstart - og senere Europa League-kvalifikation.

Kusk var AaB's helt, helt store profil i sidste forår, hvor han med suveræne præstationer var den mest toneangivende spiller i AaB's "The Double"-sæson.