Zidan vil fortsætte i dansk klub
Illustration
Superliga

Zidan vil fortsætte i dansk klub

Mohamed Zidan kan fortsætte fodboldkarrieren i Danmark.

Den tidligere Superliga-stjerne Mohamed Zidan kan vende tilbage til dansk fodbold, når hans kontrakt med Baniyas i de Forenede Arabiske Emirater udløber til sommer.

Egypteren åbner selv for muligheden i et interview med TV2 Sporten. 

- Jeg kommer ikke til at fortsætte her, når min kontrakt udløber. Jeg har haft nogle rigtig dårlig oplevelser hernede, og fodboldmæssigt er det ikke gået, som jeg havde håbet. Jeg ved, at det næste skridt bliver at tage tilbage til Europa, men jeg ved endnu ikke, hvor jeg skal spille. Når jeg er klar til at flytte tilbage, må jeg tage de seriøse snakke med interesserede klubber, men jeg vil gerne tilbage til Danmark, siger Mohamed Zidan til TV2 Sporten. 

- Jeg har jo et godt forhold til Danmark - min kone er dansker, og vi har en treårig søn. Det vil også været et fint tidspunkt for ham at vende hjem til det sted, hvor han skal bo resten af sit liv. Og for mig vil det ikke være en dårlig idé at komme tilbage til det sted, hvor jeg også startede min fodboldkarriere, tilføjer han. 

32-årige Mohamed Zidan har altså kontraktudløb til sommer og kan dermed allerede begynde at forhandle med andre klubber fra 1. januar. 

Den egyptiske angriber har i øvrigt trukket overskrifter på grund af en sag om betaling med dækningsløse checks. Mohamed Zidan har dog selv forklaret, at der er tale om en misforståelse.