Hvert forår glæder vi os i dansk fodbold over at have en masse hold, der kæmper for at komme i de to europæiske turneringer. Og det er fedt, når AaB leverer en jætteindsats i Champions League, når Esbjerg overrasker alt og alle og sætter Elfsborg og Standard Liege til vægs, og ikke mindst at FC København år efter år kommer i gruppespil og som oftest høster værdifulde point til Danmarks placering på den europæiske rangliste.
Men måske skal vi ikke være så glade alligevel for, at Superligaen i flere af de seneste sæsoner har haft fem hold med i de europæiske turneringer.
Det kommer an på, hvad vi vil med europæiske turneringer. Er de en god sommer-oplevelse og en mulighed for Danmark middelstore hold til at møde nogle dygtige spillere, vi sjældent ser magen til på dansk jord? Eller er Superliga-holds deltagelse i de europæiske hold en benhård jagt på succes og flere ranglistepoint, så vi kan hive både millioner af kroner og spændende navne til de største klubber med realistiske løfter om også at tilbyde europæisk fodbold hele efteråret?
Regelmæssige læsere af denne leder er næppe i tvivl om, at jeg har inden for rimelighedens grænser har det ganske fint med at give eliten i dansk fodbold de bedst mulige forhold. Og at europæiske kampe efter min mening, også dem i juli og august mod lavere rangerende hold fra mindre lande, er dødelig alvor for hele Superligaen.
I mange europæiske ligaer får landets gruppespils-deltagere så gunstige kamptidspunkter og så muligt, og det kunne man sagtens have givet Esbjerg og FC København i dette efterår, selvom rigide FIFA- og UEFA-regler og forpligtelser til tv-stationerne gør det svært at flytte kampe.
Og så en opfordring. Måske nærmere en bøn. Kan næste sommers vicemester og femmer venligst gøre det markant bedre, end FC Nordsjælland og AaB gjorde det i den forgangne sommer. Hvis danske klubhold de seneste fem år bare lidt oftere havde slået mindre hold i kvalifikationskampene – eller ringere modstandere – skulle AaB, FC Midtjylland eller FCK ikke spille Champions League-kvalifikation til august. Det koster enormt på ranglisten, når AaB taber til Dila Gori og FC Nordsjælland gør det samme til et pivringe Elfsborg-mandskab. Og ser vi tilbage på de seneste tre-fire år er FCN og AaB langt fra alene om at have floppet i bløde kvalifikationskampe.
Til gengæld fortjener Esbjerg al den ros, man kan øse i retning af det vestjyske holds Europa League-indsats. Det har kostet i Superligaen, men hvor har Esbjerg da bare spillet modigt og helt fortjent overspillet de langt større klubber St. Etienne, Standard Liege og såmænd også Elfsborg. Jeg håber ikke, Esbjerg trækker et stjernehold. Jeg håber, de får den svagest mulige modstander, så de kan skraber sig videre til næste runde i marts og så hive en storkamp mod for eksempel Benfica.
Superligaen har brug for et hold som Esbjerg hver eneste sæson til at supplere FC København i Europa. Det kunne meget vel være FC Midtjylland eller AaB, hvis de da ikke får splittet deres trupper til atomer.
FC København fortjener lige så stor ros som Esbjerg for at have hevet flere point end forventet i en Champions League-pulje, der var lige så svær som FC Nordsjællands sidste efterår. Det krævede gode Wiland-hænder mod Juventus og en af de bedste CL-indsatser i Parkens historie mod Galatasaray, men i forhold til, at FC København vel ikke var set svagere i sommer end i de mest sorte øjeblikke i foråret 2008 og foråret 2012, er fire point fra den gruppe et lille mirakel.
Det var et opløftende europæisk efterår for dansk klubfodbold, og hvis man som mig godt kan lide at se danske klubhold i Champions League og Europa League-gruppespillet, var meldingen efter kampen om et 30 procent større spillerbudget i FC København ren fløde for ørerne. Det kan blive spændende. Og hvis vi så for pokker lader være med til at tabe til svagere modstandere i kvalifikationen næste sommer, er vi nået et stykke i forsøget på at få den direkte CL-plads tilbage, som så helt umulig ud i august.
