Leder: Ingen helte uden skurke
Illustration
Generelle

Leder: Ingen helte uden skurke

Vi bruger i dag Tipsbladets sider på skurkene i topfodbold. 

Det gør vi, fordi topfodbold lever af modsætninger – ingen helte uden skurke. Og vi gør det, fordi fodbold i nogle tilfælde bliver misbrugt af inkompetente fantaster – ja i nogle tilfælde til svindel og decideret kriminalitet, der kan ødelægge det spil, så mange af os elsker.

Vi fortæller de historier, der har rod i den intense rivalisering i topfodbold, hvor hovedpersonerne ikke har gjort noget galt i almindelig, konventionel forstand men bare har irriteret deres modstandere vildt og voldsomt.

Vi fortæller den mere alvorlige historie om klubejere som Cardiffs Vincent Tan, der efter fansenes mening er ved at smadre topfodbold, ikke mindst i England. Et trin længere oppe ad stigen stiller vi skarpt på, hvorfor FIFA producerer et væld af skandaler i stedet for at levere brugbar ledelse. Tager FIFA sig ikke sammen, er manglen på troværdig, kvalificeret ledelse af spillet på verdensplan den måske mest alvorlige trussel overhovedet mod fodbolds popularitet, fordi inkompetencen giver match fixere og andre svindlere friløber på friløber i topfodbold.

Vi fortæller også den dramatiske historie om Andrés Escobar, der betalte den ultimative pris for at sende Colombia ud af VM 1994 på et selvmål, og på bedste (nogle vil måske mene værste) CIA-manér har vi opsummeret nogle af de mest markante skurke og deres gerninger i et sæt spillekort, ligesom de amerikanske styrker gjorde det i Irak efter invasionen i 2003.

Det gør vi for at vise, at man sagtens kan få sig et grin på bekostning af nogle ægte forbrydere mod spillet, og vi har også en række danskere og udenlandske fodbold-kändisser med, der selvsagt ikke er i samme kategori som hardcore kriminelle.

Heri ligger et paradoks, som vi har beskrevet i en samlende, stor artikel i bladet. For fodbold lever i høj grad af modsætninger, af at der er nogle skurke og fjendebilleder, der giver vores egne helte noget at spejles i og overvinde. 

Vi har taget navne som Flemming Østergaard, Per Bjerregaard og Jens Ørgaard med i gennemgangen af skurke, hvor du også finder Morten Olsen og Nicklas Bendtner. Det gør vi med et glimt i øjet, dels fordi de – hvis de da har gjort noget forkert overhovedet – kun når de udenlandske navne til sokkeholderne, dels fordi vi lige så godt kunne have haft dem på en liste over dansk fodbolds helte.

Det er en dobbelthed, som fodbold lever af. Østergaard og Bjerregaard byggede deres klubber op til de største i Danmark ved at prøve noget nyt og arbejde benhårdt, og at det er helt naturligt, at de bliver lynafledere og upopulære, dels når det galt for dem, dels på grund af den store succes, deres klubber nød på toppen af succeserne. Og Bendtner og Olsen kunne jo komme på tale til statsministeriet, når Danmark vinder fem kampe i træk eller kommer i en slutrunde.

Vi vil aldrig opfordre nogen til at gøre som Luis Suarez, når han får røde kort eller sætter tænderne i en modspiller, men kombinationen af hans målfarlighed og det ry, han har fået, giver en ekstra dimension til alle os, der følger fodbold, og den type skurke har fodbold i en den eller anden udgave altid haft, siden spillet blev professionaliseret i England i forrige århundrede.

Til gengæld skal vi sørge for, at korruption og ignorance ikke får lov til at ødelægge fodboldspillet med ægte misgerninger. Det er ikke sundt, at klubejere som Vincent Tan får lov at smadre en traditionsklub i fornyelsens navn, og selvom det giver nogle utrolige røverhistorier, er korruption i fodboldforbundene, udnyttelse af talenter fra fattige lande og match fixing dybt undergravende, ligesom bagmændene er det.

De virkelige skurke giver intet til fodboldspillet ud over gerninger, som rigtige fodboldelskere kan forenes om at kæmpe imod.

I næste uge er vi tilbage til det normale indhold med fokus på dansk og international fodbold med særlig fokus på Bundesligaen, der begynder igen. Indtil da skal du have god læselyst med skurkene i dagens blad – jeg kan love dig, at det ikke bliver kedeligt.