Der er ingen penge til transfers i Esbjerg: Alt er uden for vores rækkevidde
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Der er ingen penge til transfers i Esbjerg: Alt er uden for vores rækkevidde

Mens rivalerne har solgt deres topscorere, har Esbjerg fB holdt på deres profiler. Omvendt er der heller ikke kommet nogen ind, for der er ikke penge til det. Næppe heller til Rafael van der Vaart, der ellers gerne vil blive boende i byen.

Det tyder på, at Rafael van der Vaart bliver boende i Danmark. Hans kæreste og moren til hans yngste barn, Estavana Polman, har netop forlænget sin kontrakt med håndboldklubben Team Esbjerg, og parret er glade for at bo i vesterhavsbyen.

Faktisk har det været et ønske for van der Vaart, hvis kontrakt med FC Midtjylland løber ud til sommer, at blive, hvor familien er nu.

- Min karriere vejer tungest, men man tænker også på, om familien har det godt, og det har den. Rafael er meget glad for at være i Esbjerg og vil gerne blive, sagde Polman, da hendes forlængelse blev annonceret tidligere på dagen.

Rafael van der Vaart har tidligere fortalt, at han mødes med landsmændene Ted van Leeuwen og John Lammers, der er sportsdirektør og cheftræner i Esbjerg fB, og nu, hvor der er under seks måneder til hans kontraktudløb, kan han frit tale med andre klubber. EfB har dog ikke ringet og loddet stemningen.

- Vi har ikke talt med ham, nej, slår Ted van Leeuwen fast over for tipsbladet.dk.

Er det, fordi han er uden for jeres økonomiske rækkevidde?

- Det ved jeg ikke, for jeg har slet ikke forsøgt at finde ud af det. Alt er uden for vores økonomiske rækkevidde. Vi har et budget, det holder vi os til, og sådan er det. I mine øjne er han stadig Midtjylland-spiller, siger hollænderen.

Det har i det hele taget været en roligt transfervindue for van Leeuwen og co., der ikke har haft en eneste tilgang. Alligevel tør sportsdirektøren ikke spå, om han skal finde en sprække af luft i budgettet til en ny signing i vinduets sidste uge.

- Så snart man siger, at man ikke forventer noget, begynder telefonen at ringe, så det siger jeg ikke. Det er fodbold, og det er uforudsigeligt. Det har været et meget sløvt vindue, selv de store hold har ikke skabt ringe i vandet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, men jeg forventer ikke for meget. Ring i morgen, og så ser det sikkert anderledes ud, siger han.

Holdene i top 3 har alle solgt deres topscorere. Har I prioriteret at holde på jeres profiler?

- Der er ingen, der har spurgt til dem, så det giver sig selv, smågriner van Leeuwen.

- Der var kun interesse for Budu (Zivzivadze, som gik til Dinamo Tbilisi, red.), Nicu Carnat var på lån, og han er vendt tilbage til Wolverhampton, og så Marco Lund.

EfB solgte sidstnævnte til OB, og det er planen, at klubben skal hente en erstatning ind, for der skal helst være fire midtstoppere i truppen. Lige nu er der kun Jeppe Brinch, Agus Garcia og Rodolph Austin.

Den seneste halvanden uge har unge Ben Aziz Zagre været til prøvetræning i Esbjerg, og han kunne være et bud.

- Vi har en træningskamp på søndag, hvor vi kan se ham. Han har leveret et godt indtryk, og der er meget potentiale i spilleren. Der skal stadig arbejdes på ham, for ellers ville han ikke være her, men potentialet er godt, vurderer van Leeuwen.

Esbjerg møder Kolding IF i testkampen på søndag og indleder foråret i 1. division den 4. marts mod Skive IK. Holdet ligger nummer fire, ét point fra Vendsyssel på tredjepladsen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.