Divisionsspiller straffet for matchfixing
Illustration
1. division

Divisionsspiller straffet for matchfixing

Mikkel Bruun fra 2. divisionsklubben Nykøbing FC har fået en spilledags karantæne samt en bøde på 1000 kroner efter at have spillet penge på en kamp, han selv var med i.

Da Nykøbing FC og Avarta i 2. division Øst mødte hinanden 27. oktober sidste år, satsede spilleren Mikkel Bruun 100 kroner på kampen og hentede en gevinst på 824 kroner.

Men da Bruun selv var med i kampen for Nykøbing FC, er han nu blevet idømt en spilledags karantæne samt en bøde på 1000 kroner. Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.

- På et møde med sikkerhedschef Henrik Kjær Jensen den 12. november erkendte Mikkel Bruun overtrædelsen af regulativet, idet han havde indgået væddemålet sammen med sin bror.

- Tre dage før indgåelsen af væddemålet havde han deltaget i det informationsmøde i sin klub, som DBU gennemførte som led i fodboldforbundet seneste matchfixingkampagne i mere end 100 klubber sidste efterår, hvor spillerne blev orienteret om reglerne og herunder forbuddet mod spil på egne kampe.

- DIF’s Matchfixingsekretariat vurderede i lighed med sikkerhedschef Henrik Kjær Jensen, at det var et skærpende forhold, at spilleren indgik væddemålet kun tre dage efter, at han og holdet havde modtaget specifik information fra DBU om reglerne, herunder om forbuddet mod spil på egen konkurrence, skriver DBU.

Nykøbing FC vandt i øvrigt kampen med 3-1, og Mikkel Bruun var på banen i 73 minutter.