Ajax led overraskende nederlag mod Vitesse
Illustration
Benelux

Ajax led overraskende nederlag mod Vitesse

Hjemme mod Vitesse tabte Ajax skuffende med 1-0.

Danskerklubben Ajax forsøger stadig at komme sig over tabet af Christian Eriksen, og det viser sig også på banen. Hjemme på Amsterdam Arena var det ventet, at Ajax ville tage de tre point mod Vitesse, men danskerklubben havde store problemer med at komme frem til chancer, og så snød Vitesse i slutfasen Ajax.

Ajax havde fundet plads til Christian Poulsen, Viktor Fischer og Lucas Andersen i startopstillingen, mens Nicolai Boilesen og Lasse Schöne var på bænken for de forsvarende hollandske mestre.

Det var ikke meget, der lykkedes for Frank de Boer og Ajax. Vitesse var før opgøret på sjettepladsen - et point efter Ajax på andenpladsen - så det var ingen walk-over, men Ajax magtede ikke at udnytte favoritværdigheden og hjemmebanen. I slutfasen af kampen, hvor Ajax satsede på at få scoret det afgørende mål, var det i stedet Vitesses Valeri Qazaishvili, der blev matchvinder.

Christian Poulsen, Lucas Andersen og Viktor Fischer blev alle udskiftet. Lasse Schöne og Nicolai Boilesen kom på banen i anden halvleg. Og det var en uheldig dag for de to indskiftere. Nicolai Boilesen tabte nemlig bolden til Qazaishvili ved målet, mens Lasse Schöne dybt inde i tillægstiden ramte stolpen på et frispark.

Nederlaget betyder, at Vitesse er tophold i Æresdivisionen - i hvert fald til Twente har spillet sit opgør mod NEC Nijmegen. Ajax taber en placering og ligger nummer tre, men kan miste flere placeringer, når resten af 12. spillerunde er færdigspillet.