Bayern smed 2-0-føring og tabte
Illustration
Bundesliga

Bayern smed 2-0-føring og tabte

Bayern München tabte for en sjælden gangs skyld, da Manchester City vandt i Tyskland. De forsvarende mestre beholder dog førstepladsen.

Man skulle næsten ikke tro, at det overhovedet er muligt for Bayern München at tabe en fodboldkamp, men tirsdag aften skete for en sjælden gangs skyld – og så tilmed på eget græs på Allianz Arena.

De lykkelige sejrherrer var de engelske vicemestre fra Manchester City, der vandt storkampen i gruppe D med 3-2.

At det skulle ende med et Bayern-nederlag, var der imidlertid ikke meget, der tydede på i starten af kampen. Her så alt ud til at være ved det gamle.

Efter fem minutter gjorde Thomas Müller det til 1-0, og da Mario Götze fordoblede til 2-0 syv minutter senere, var det de færreste på Allianz Arena, der kunne forestille sig, at hjemmeholdet ville komme i problemer. Men City diskede op med et comeback, der nærmest var et tysk hold værdigt.

Før pausen reducerede David Silva for englænderne, og efter en time var der balance i regnskabet, da Aleksandr Kolarov gjorde det til 2-2 på straffespark. Afgørelsen faldt blot få minutter senere, og den sørgede James Milner for med målet til slutresultatet 3-2.

Nederlaget får ingen videre konsekvenser for Bayern München, selv om Manchester City med sejren kommer a point med de forsvarende Champions League-mestre. Pep Guardiolas tropper vandt det omvendte opgør i England med 3-2, og dermed besætter de førstepladsen i gruppen efter et bedre indbyrdes regnskab mod Manchester City. Men gæsterne fik altså vist, at Bayern München trods alt ikke er umenneskelige.

I gruppens anden kamp vandt Viktoria Plzen med 2-1 på hjemmebane over CSKA Moskva. Det betyder, at tjekkerne snupper billetten til Europa League.