Dortmund-stjerner klar til CL-brag
Illustration
Bundesliga

Dortmund-stjerner klar til CL-brag

Mats Hummels og Marco Reus er tilbage på træningsbanen og forventes klar til næste uges opgør mod Zenit i Champions League.

Dortmunds lazaret svinder så småt ind. Træner Jürgen Klopp kan snart igen råde over flere af de stamspillere, der har siddet uden for i de seneste kampe, hvor resultaterne dog ikke har lidt det store.

Derfor glæder Jürgen Klopp sig nok alligevel over nyheden om, at Mats Hummels og Marco Reus er tilbage på træningsbanen. De to store profiler har siddet ude med skader på det seneste, men Mats Hummels er kommet sig over betændelse i foden, mens Marco Reus igen er ovenpå efter en lårskade.

Begge spillere var med i gårsdagens træning hos Dortmund, skriver Bild, der også fortæller, at Ilkay Gündogan var til stede på træningsbanen - dog kun i løb uden bold. Hummels og Reus er muligvis allerede i spil til lørdagens kamp mod Hamburger SV, men vigtigst for de gulblusede er de i hvert fald inde omkring næste uges første opgør mod Zenit St. Petersburg i Rusland.