Bundesliga

Leon A. nærmer sig nyt comeback

Den tyske klub Hannover 96 satser på at se danske Leon Andreasen tilbage i fuldt vigør i løbet af denne måned.

Den danske landsholdsspiller Leon Andreasen har været sat ud af spillet med en skade i lysken siden april sidste år. Midtbanespilleren har flere gange udskudt et comeback, men nu prøver han igen at komme tilbage. Den tidligere AGF'er genoptræner i øjeblikket i byen Bad Oeynhausen, men hans tyske klub, Hannover 96, satser på at få ham tilbage inden længe.

- Vi satser på at se Leon Andreasen tilbage på træningsbanen med de andre spillere så snart som muligt. Vi håber, det sker i løbet af januar måned, siger pressemedarbejder Dirk Köster fra Hannover 96 til tipsbladet.dk.

27-årige Leon Andreasen været hårdt ramt af skader, siden han kom til Hannover. På bare to år er Andreasen således blevet opereret hele tre gange.