Ribery: Var blevet fattig og arbejdsløs uden fodbolden
Illustration
Bundesliga

Ribery: Var blevet fattig og arbejdsløs uden fodbolden

Franck Ribery lever et liv på første klasse, men sådan var det næppe gået, hvis ikke franskmanden havde et unikt talent for fodbold.

Franck Ribery vader i succes i øjeblikket. Han spiller for det mest suveræne hold i verden lige pt, til næste sommer skal han med Frankrig til VM i Brasilien, i dag blev han kåret som Årets Spiller i Bundesligaen, og han er sammen med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo stadig med i kapløbet om at blive verdens bedste fodboldspiller.

Livet har med andre ord behandlet Bayern München-stjernen godt.

At det skulle gå sådan, var dog på ingen måde givet, da han kom til verden den 7. april 1983 i Boulogne-sur-Mer, der er et af de fattigste områder i Frankrig.

- Jeg er født i en ghetto i det rene ingenting. Jeg kommer fra et sted, hvor alle folk er fattige. Sådan var det nok også gået for mig, hvis det ikke havde været for fodbolden. Jeg var sandsynligvis blevet fattig og arbejdsløs som så mange andre i byen, siger Franck Ribery i et stort interview med Bild.

I stedet lever Franck Ribery et priviligeret liv med millioner på bankkontoen og dyre biler i garagen, men den franske stjerne har ikke glemt sine rødder.

- Hver gang jeg er ude at shoppe, husker jeg mig selv på, hvor godt jeg har det. Man må ikke glemme sin fortid. Det gør én stærkere i hårde tider. Det har gjort mig til en kriger. De svære tider har været med til at forme min personlighed, siger Ribery.

Franck Ribery var med en scoring i går med til at sende Bayern München i finalen ved VM for klubhold.