Stjernerne funklede i ny Bayern-sejr
Illustration
Bundesliga

Stjernerne funklede i ny Bayern-sejr

Suveræne Bayern München fortsætter med at være ustoppelige. Søndag blev det til en 5-0-sejr over Eintracht Frankfurt.

Pep Guardiola har ikke tabt en eneste kamp i Bundesligaen, siden han tiltrådte som Bayern München-manager, og ganske som ventet blev det heller ikke søndag aften, at det skete for første gang. De forsvarende vindere af alt, hvad der er værd at vinde, vandt 5-0 over Eintracht Frankfurt på hjemmebane.

Kampen forløb fuldstændig, som man kunne forvente med Bayern på bolden i langt størstedelen af tiden og som det mest chanceskabende hold.

Efter 12 minutter bragte værterne sig foran ved Mario Götze, og kort før pausen fordoblede verdens tredjebedste fodboldspiller, Franck Ribery til 2-0. I starten af 2. halvleg tog Bayern sig en slapper, men efter 65 minutter besluttede Pep Guardiola sig for at sende Arjen Robben på banen, og den hollandske superstjerne skulle kun bruge to minutter på grønsværen, før han gjorde det til 3-0. Kort efter udbyggede Dante til 4-0, inden Mario Mandzukic lukkede og slukkede til slutresultatet 5-0 i overtiden..

Det danske stortalent Pierre Emile-Højbjerg sad på bænken i hele kampen for Bayern München, der topper Bundesligaen med 13 point ned til Bayer Leverkusen.

Da Bundesligaen gik i gang igen efter juleferien i sidste weekend, var FC Nürnberg uden en eneste sejr i sæsonen, men så indledte bundholdet 2014 med at besejre Hoffenheim med 4-0, og i dag blev det såmænd til endnu en sejr, da de ellers så håbløse sydtyskere tog til hovedstaden og vandt 3-1 over Hertha Berlin.