Napoli: EL er spild af tid
Illustration
Champions League

Napoli: EL er spild af tid

Napoli-præsident Aurelio De Laurentiis lægger ikke skjul på, at han hellere ville være røget helt ud af europæisk sammenhæng i går aftes. 

På trods af en 2-0-sejr over Arsenal måtte Napoli se sig færdige i Champions League i aftes. Blot et enkelt mål var italienerne fra at avancere, men i stedet blev det Dortmund og netop Arsenal, der tog turen videre. 

Men så kan Napoli da trøste sig med, at klubben deltager i Europa League i foråret. Men nej. Napoli-præsident Aurelio De Laurentiis har ikke meget til overs for den turnering.

- At gå direkte i Europa League i slutningen af en sæson er et utroligt tidsspilde og spild af penge. Går du fra Champions League til Europa League, tilføjer du flere kampe til sæsonen, og i sidste ende er du heldig, hvis du kan kombinere de to turneringer og få et økonomisk udbytte, sagde Laurentiis på pressemødet efter sejren over Arsenal. 

Til gengæld var han positiv over fremtiden. Holdet sluttede godt nok som sorteper på tredjepladsen med 12 point, men det var kun grundet en ringere måldifference end Dortmund og Arsenal. 

- De 12 point siger meget. Jeg er glad for, at vi vandt kampen med godt spil, og det er et tegn på, at Rafa Benitez arbejder godt med truppens potentiale. Med et par nye indkøb kan vi virkelig udrette noget, lød det fra præsidenten.