Landshold

Christian Eriksen regnede med han skulle til Belgien

Det unge Ajax-talent havde forventet en tur til Belgien med det danske U-19-landshold i næste uge. I stedet går turen til Østrig med A-landsholdet.

Christian Eriksen startede inde i gårsdagens Europa
League-kamp mod Juventus. Ajax tabte kampen, men alligevel kan den kun 18-årige
midtbanemand nu juble. Han er blevet udtaget til Morten Olsen A-landsholdskamp
mod Østrig på onsdag.

- Det
er en fed følelse. Det er helt vildt. Jeg havde regnet med, at jeg skulle til
Belgien på mandag med U/19-landsholdet, men nu skal jeg til Østrig med
A-landsholdet i stedet. Det er jo noget af et spring, siger Eriksen til DR
Sporten.

Eriksen er dog ydmyg over for udtagelsen. Han regner
ikke selv med, at han er med for andet end at varme bænken i alpelandet.

- Hvis
jeg får chancen, skal jeg nok gribe den. Så er det næsten lige meget, hvor jeg
skal spille. Men som det ser ud nu, tror jeg ikke på det, siger han.

Christian Eriksen er den sidste mand, der blev udtaget
af Morten Olsen til venskabskampen. Afbud fra Jakob Poulsen, Martin Jørgensen
og Jesper Grønkjær har banet vejen til landsholdet for Peter Nymann, Martin
Ørnskov og altså Christian Eriksen, som er Olsens 22. mand. Men landstræneren
forudser, at det ændrer sig i fremtiden.

- Vi
har gennem flere år været opmærksom på Christians enorme potentiale. Og vi har
med stor glæde fulgt, hvordan han indenfor kort tid har vist et meget højt
niveau i sine klubkampe for Ajax endda mod rigtigt gode modstandere. Han er en
fremtidens mand på det danske landshold, som vi nu får chancen for at hilse på
allerede i næste uge, siger Olsen ifølge DBU.