Bundesliga

Røll: Man bliver lidt indebrændt

Thomas Røll styrketræner for øjeblikket for at blive sin skade i achillessenen kvit og regner med at komme i kamp senere på efteråret.

Den tidligere danske landsholdsspiller Thomas Røll har været meget uheldig med skader i de seneste år. Skader var i stor grad årsag til, at den rolige silkeborgenser aldrig brød helt igennem i FC København, og nu har Thomas Røll igen fået problemer efter skiftet til FC Midtjylland. Den venstre achillessene er betændt, og derfor har den teknisk stærke midtbanespiller stadig sin Ulve-debut til gode.

- Jeg vil selvfølgelig gerne spille. Det er det, jeg bliver betalt for. Man bliver lidt indebrændt, når man ikke kan spille. Men det nytter ikke at have ondt af sig selv, siger Thomas Røll til forza.dk.

Thomas Røll lider under betændelse og en væskeansamling, der sidder i hæftningen mellem Rølls venstre achillessene og muskulaturen. For at blive skaden kvit styrketræner midtbanespilleren, og desuden løber og cykler han så meget som muligt.

- Jeg regner med at blive klar i efteråret, men jeg kan ikke sige hvornår, siger Thomas Røll.

Den tidligere Silkeborg-spiller blev sidst skannet i lørdags, og her viste det sig, at Rølls achillessene har fået det bedre i løbet af den sidste måned, selvom han har deltaget i mange træningspas med førsteholdet.

Thomas Røll har spillet en række ligalandsholdskampe og har tidligere været udtaget til A-landsholdet.