EM

Rasende Bendtner: Jeg fik ikke bolden

Nicklas Bendtner var rasende over hvor lidt han fik bolden i 2-0-sejren over Australien.

Nicklas Bendtner var alt andet end tilfreds med kampen mod Australien og lossede arrigt til hjørneflaget på vej ud af banen efter en indsats, hvor angriberen ikke var meget i boldkontakt.

- Jeg tror Stephan Andersen rør bolden mere end jeg gør gennem kampen. Jeg fik ikke bolden, som jeg ønskede det, raser Nicklas Bendtner .

- Vi spiller for langsomt og spiller slet ikke godt nok frem ad banen.

Nicklas Bendtner har allerede givet udtryk for sin utilfredshed overfor holdkammeraterne.

- Det er clearet i omklædningsrummet, og der er ingen problemer, siger han.

Nicklas Bendtner havde ikke mange positive ord at sige om kampen.

- Det var godt at vi vandt. Det var godt for holdet, men det var ikke godt for mig, siger han.

Selv brændte han en kæmpe chance ved stillingen 2-0, men skuddet strøg forbi det australske mål.

- Jeg har spillet mange gode landskampe, og havde jeg scoret på den store chance, havde vi stået her og talt om noget helt andet, lyder det fra Bendtner, der virker som om at i hvert fald temperamentet er klar til kamp mod hollandske, portugisiske og tyske forsvarsspillere.