EM

Ronaldo: Spanien og Portugal i finalen

Real Madrid-stjernen tror, at Portugal går hele vejen til finalen, hvor Spanien bliver modstanderen.

Spekulationerne og gætterierne om den nært forestående EM-slutrunde er i fuld gang. Det gælder både for den almene befolkning, men også for stjernerne selv. Således tror Cristiano Ronaldo, at Spanien er favoritter til at vinde slutrunden, men at hans eget Portugal vil give dem kamp til stregen.

- Hvis jeg havde en kuffert fyldt med penge, så ville jeg sætte dem på Portugal og Spanien. Jeg vil ikke være hykler. Jeg er meget fortrøstningsfuld, men efter Portugal tror jeg på Spanien. De er favoritter til at vinde EM 2012 og har en stor chance for at nå finalen, siger Ronaldo til Marca.

Selvom Spanien har fået et par alvorlige afbud op til slutrunden, er det ikke noget, som hæmmer spaniernes vinderchancer.

- Puyol og Villa vil blive meget savnet, men de vil blive erstattet af spillere, der vil gøre det godt, for Spanien har en kerne af rigtig gode, stærke spillere. Vicente del Bosque kunne stille to landshold og konkurrere om titlen med dem begge, siger Ronaldo.

Portugal er som bekendt i Gruppe B sammen med Danmark, Tyskland og Holland, mens Spanien indtager favoritværdigheden i Gruppe C, hvor Italien, Irland og Kroatien venter de forsvarende mestre.