Avis: Schmeichel får job i Indien
Illustration
Generelle

Avis: Schmeichel får job i Indien

Den indiske avis Times of India mener at vide, at Peter Schmeichel skal være træner for et hold i en nystartet indisk fodboldturnering.

Det indiske fodboldforbund og det internationale marketingfirma IMG står til januar bag en ny, to måneder lang turnering i Indien, Indian Super League, hvor otte nye klubhold skal give interesse omkring fodboldspillet i det enorme subkontinent.

IMG har talt om turneringen i flere år, en turnering, der er inspireret af en tilsvarende cricket-turnering, der i kortere tidsrum har været i stand til at tiltrække superstjerner fra Europa og Asien i cricket-verdenen med høje lønninger og relativt stor tilskuerinteresse.

I dag fortæller den indiske avis Times of India, at danske Peter Schmeichel skal være en af trænerne på et af de otte hold, og at en anden tidligere Premier League-profil, Marcel Desailly, også skal have et af holdene i den nye indiske fodboldturnering.

Den indiske avis, der tilsyneladende har sine oplysninger fra arrangørerne af Indian Super League, hævder, at Schmeichel har lavet en aftale.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er der dog ingen aftale mellem Peter Schmeichel og den indiske liga, der gennem flere måneder har forsøgt at tale sig selv op med aldrende fodboldstjerner som David Beckham, Dwight Yorke, Hernan Crespo og Louis Saha.

Ifølge Times of India er planen, at nuværende ejere af fodboldhold i Indiens eksisterende fodboldligaer sammen med indiske og asiatiske milliardærer som QPR-medejer Tony Fernandes og den stenrige Mittal-familie (som også ejer en andel af Queens Park Rangers) skal købe sig ind i de otte hold i Indian Super League.

Tanken bag turneringen er, at de udenlandske stjernenavne skal trække indiske fodboldfans på stadion, noget der i dag er meget svært for Indiens fodboldklubber, der med undtagelse af enkelte lokalopgør i storbyerne tiltrækker færre tilskuere end Superligaen.

Peter Schmeichel har tidligere på året erklæret sig åben overfor et job som træner, og han blev i sidste uge sat i forbindelse med Sheffield United i den engelske League One.