Generelle

Belgien ansætter ny landstræner

Marc Wilmots skiftede assistent-rollen ud med cheftræner-posten i sidste måned, og det er der nu kommet en permanent aftale ud af.

Belgien er et af det højt profilerede landshold, som vi ikke kommer til at nyde ved EM-slutrunden i Polen og Ukraine med spillere som Eden Hazard, Vincent Kompany og Jan Vertonghen.

Det talentfulde mandskab måtte se sig henvist til 3. pladsen i deres kvalifikationsgruppe efter Tyskland og Tyrkiet.

I sidste måned valgte den daværende landstræner Georges Leekens at opsige sin stilling til fordel for trænerjobbet i Club Brügge, og Marc Wilmots blev midlertidig forfremmet fra jobbet som assistenttræner til cheftræner.

Det har han ifølge det belgiske fodboldforbund gjort så godt, at han nu er blevet belønnet med en permanent aftale.

- For en måned siden overtog Marc denne rolle under uventede og vanskelige forhold, og siden har han bekræftet sit fantastiske arbejde i de seneste år. Derudover er det lykkes ham utrolig hurtigt at gøre indtryk blandt spillere og trænerstab. Marc Wilmots og KBVB (det belgiske fodboldforbund, red.) er stolte og glade over, at de professionelle rammer omkring ”De røde djævle” vil fortsætte med Marc i spidsen, lyder det på forbundets hjemmeside. 

Marc Wilmots overtager som nævnt jobbet fra Georges Leekens, der siden 2010 har stået i spidsen for det belgiske landshold.