Marcelo Lippi stopper som klubtræner
Illustration
Generelle

Marcelo Lippi stopper som klubtræner

Marcelo Lippi stopper som klubtræner i Kina ved udgangen af 2014. Han vil være landstræner igen.

Marcelo Lippi gjorde i 2006 det italienske landshold til verdensmestre, og dermed sikrede han sig en evig plads i historiebøgerne i støvlelandet. Lippi sluttede dog skuffende af som landstræner for de azurblå, da Italien blev banket ud af VM i 2010 efter indledende gruppespil.

Siden 2012 har Lippi slået sine folder i Kina, hvor han står i spidsen for Guangzhou Evergrande, men om godt et år er det slut for den 65-årige cheftræner, der ikke længere ønsker at stå på træningsbanen hver dag.

- Ved årets udgang vil jeg stoppe med at træne klubhold. Jeg vil gerne træne et landshold – måske endda det kinesiske – men jeg har ikke længere energien til at være klubtræner, siger Marcelo Lippi ifølge football-italia.net.

Italieneren har tidligere stået i spidsen for storklubber som Juventus, Inter og Napoli.