Real Madrid klar til semifinale i Copa del Rey
Illustration
Generelle

Real Madrid klar til semifinale i Copa del Rey

Real Madrid avancerede sikkert til semifinalen i den spanske pokal efter samlet 2-0 over Espanyol.

Real Madrid havde sikret sig et ganske fornuftigt udgangspunkt i kvartfinalen i Copa del Rey mod Espanyol, da hovedstadsklubben havde vundet det første opgør med 1-0 på udebane. 

Derfor var Espanyol heller ikke spået mange chancer i returopgøret på Bernabeu, og Real Madrid viste sig da også at være for stor en mundfuld. 

Allerede efter otte minutters spil, gjorde Jese Rodriguez således missionen nærmest umulig for Espanyol, da Xabi Alonso med en fornem aflevering fandt den lynhurtige spanier i dybden, og efter en fin brysttæmning kunne han sikkert udplacere Francisco Casilla i Espanyol-buret.

Real Madrid sad solidt på det meste af opgøret og efter pausen mistede udeholdet det spinkle håb for et vildt comeback, da Victor Sanchez Mata modtog sit andet gule kort.

Med bare ti mand var Espayol chanceløse, og Real Madrid kørte sikkert 1-0-sejren og semifinalen i hus. Her møder Ancelottis tropper vinderen af opgøret mellem Athletic Bilbao og Atletico Madrid.