UEFA tildeler DBU og Kvindelandsholdet en mild straf - Sverige overvejer appel
Foto: Getty Images
Generelle

UEFA tildeler DBU og Kvindelandsholdet en mild straf - Sverige overvejer appel

Det danske Kvindelandshold er blevet dømt som taber af kampen mod Sverige, som holdet aldrig stillede op i. En bøde og en betinget straf er det også blevet til, men VM-kvalifikationen er Danmark stadig en del af. Sverige overvejer at appellere.

Først fik Herrelandsholdet en VM-billet, og nu er der mere "godt" nyt til Dansk Boldspil-Union, der fortsat har Kvindelandsholdet med i VM-kvalifikationen.

Det har UEFA netop meddelt, skriver det svenske fodboldforbund på sin hjemmeside.

Danmark er dømt som taber af opgøret mod Sverige, som Danmark ikke stillede op i grundet forhandlinger om en ny landsholdsaftale, og ud over nederlaget på 0-3 har DBU fået en bøde på 20.000 euro - svarende til godt og vel 150.000 danske kroner. Dertil har man fået en betinget straf de kommende fire år, der betyder, at sker en lignende hændelse, vil Danmark blive udelukket fra kommende kvalifikationsturneringer.

Dommen er mild, for der var snak om, at Danmark kunne blive smidt ud af kvalfikationen, og nu vurderer Sverige så, om landet vil appellere straffen.

- Vi må se, hvad vi gør. Vi har kun lige fået UEFA's beslutning, men vi er ikke klar over, hvordan de er nået frem til denne beslutning. Derfor vil vi bede om en skriftlig forklaring på afgørelsen, siger Domanski Lyfors fra det svenske fodboldforbund til forbundets hjemmeside.

DBU har endnu ikke reageret på afgørelsen.

Med nederlaget på 0-3 til Sverige ligger Danmark aktuelt nummer to i gruppen - tre point efter Sverige. Både Danmark og Sverige har spillet tre kampe i VM-puljen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.