Morten Olsen: Jeg er meget stolt
Illustration
Landshold

Morten Olsen: Jeg er meget stolt

Morten Olsen ser frem til to år mere i spidsen for det danske landshold. 

Torsdag blev det officielt, at Morten Olsen fortsætter som landstræner frem mod sommeren 2016. 

I en pressemeddelelse fra DBU glæder Morten Olsen sig over forlængelsen. 

- Jeg er meget stolt over den tillid, min arbejdsgiver viser mig, og det er et afgørende rygstød for at takke ja til en ny periode. Vi er nok mange, der stadig er ærgerlige over, at vi efter to førstepladser i de to forrige kvalifikationsturneringer kun nåede andenpladsen denne gang, og ikke bliver en del af næste sommers VM-slutrunde

- Men nu lægger vi skuffelsen bag os og bruger erfaringerne på en konstruktiv måde til at se frem til den kommende periode. Vi har sammen med klubberne skabt et fremragende talentudviklingsprogram, vi intensiverer løbende arbejdet i landstrænergruppen, vi har allerede fået mange nye spillere ind på landsholdet, og flere spændende, unge spillere presser sig på, siger Morten Olsen. 

Han er nu fokuseret på, at det danske landshold skal tilbage på vindersporet efter et turbulent 2013.

- Det er min ambition at få landsholdet tilbage på det resultatmæssige spor, som spillerne har potentialet til, og som vil gøre holdet til det nationale samlingspunkt, der følger med resultaterne, siger han. 

Den næste store opgave for Morten Olsen og kompagni er kvalifikationen til EM 2016. Der er lodtrækning til kvalifikationsturneringen den 23. februar.