Svensk rekordmand stopper på landsholdet
Illustration
Landshold

Svensk rekordmand stopper på landsholdet

Anders Svensson stopper på landsholdet 14 år efter debuten. Svensson nåede 148 landskampe og har spillet flest af alle svenskere.

37-årige Anders Svenssons tid som landsholdsspiller er forbi. Han debuterede i 1999 og har spillet i alt 148 landskampe, hvilket har gjort ham til den svensker med flest landskampe foran den legendariske målmand Thomas Ravelli (143) og FC Københavns Olof Mellberg (117).

- Jeg har besluttet mig for at lægge landsholdsstøvlerne på hylden. Det er den sværeste beslutning, jeg har truffet, men jeg er kommet frem til, at det er på tide for mig at træde til side og gøre plads til yngre spillere, der banker på døren til landsholdet. Jeg må tage mit ansvar og også tænke på svensk fodbold fremtid, siger Anders Svensson til det svenske fodboldforbunds hjemmeside.

Anders Svensson nåede at deltage i to EM- og to VM-slutrunder, og landstræner Erik Hamrén kommer til at savne ham.

- Jeg respekterer det, men jeg kommer til at savne ham. Jeg vil virkelig gerne takke ham for den, han har været i min tid. Ud over at han er en herlig dreng og en dygtig fodboldspiller, har han også, gennem sit store lederskab, bidraget meget til holdet, siger Hamrén.

Sveriges landstræner udtog i dag sin ligalandsholdstrup til januar måneds Asien-tur. Her var Anders Svensson af gode grund ikke med, og heller ingen spillere fra den danske Superliga er med. Den består af 22 spillere fra Allsvenskan og en enkelt fra Tippeligaen.