Agent til Zlatan: Stop med de vanvittige mål
Illustration
Ligue 1

Agent til Zlatan: Stop med de vanvittige mål

Zlatan Ibrahimovics agent, Mino Raiola, joker med de mange opsigtsvækkende scoringer, som svenskeren har for vane at lave.

Zlatan Ibrahimovic er god til at lave mange mål, men svenskeren er i sandhed også god til at lave opsigtsvækkende mål. Tidligere på ugen føjede han endnu et til listen, da han firstimede bolden i mål fra lang afstand i pokalsemifinalen mod Nantes efter en stor fejl af målmanden.

Det får nu Zlatans agent, Mino Raiola, til at joke med de mange specielle mål, som PSG-stjernen er garant for.

- Han skal stoppe med at lave så underlige mål. Da han scorede det mål mod Nantes, begyndte jeg at grine. Det så ud, som når han spiller fodbold med mine børn. Efter kampen sagde jeg til ham ”vær sød at stoppe med at lave sådanne mål – ellers tror folk bare, at fransk fodbold er alt for nemt, og at du kun spiller mod børn”, siger Raiola til France Football og tilføjer:

- Den dag, Zlatan scorer et normalt mål, vil jeg rejse mig og klappe.

Zlatan Ibrahimovic er ikke overraskende nummer et på topscorerlisten i den franske liga med 18 mål i denne sæson.