Simon Kjær igen på ugens hold
Illustration
Ligue 1

Simon Kjær igen på ugens hold

Simon Kjærs succes i Frankrig fortsætter. For anden uge i træk er danskeren kommet på ugens hold i Ligue 1.

Simon Kjær skiftede før denne sæson til franske Lille efter et turbulent ophold i tyske Wolfsburg, og danskeren har gjort det rigtig godt i den franske Ligue 1-klub.

Landsholdsforsvareren Kjær blev i sidste uge udtaget til ugens hold, som den store franske sportsavis l'Equipe kårede, og i denne uge er han så blevet udtaget igen - denne gang af et andet medie, netmediet maxifoot.fr.

Kåringen kommer efter, at Kjær og Lille leverede en fin indsats ude mod Nantes i den bedste franske række, hvor holdet holdt nullet og Lilles Nolan Roux blev kampens eneste målscorer med sin scoring i første halvleg.