Ærlig Lindegaard: Vil rigtig gerne, men kan ikke
Illustration
Premier League

Ærlig Lindegaard: Vil rigtig gerne, men kan ikke

Anders Lindegaard taler åbent og ærligt ud om den svære tid i Manchester United, hvor det meget sjældent bliver til spilletid.

Da Alex Ferguson svingede pisken i Manchester United, blev det til en del spilletid for Anders Lindegaard, der sågar på et tidspunkt oplevede at være førstevalget til målmandsposten i den engelske storklub. Under David Moyes' ledelse har Lindegaards rolle dog været ganske beskeden.

Danskeren har måttet tage til takke med to cup-kampe for De Røde Djævle – når der har været Premier League på programmet, er David de Gea løbet med al spilletiden.

Ikke desto mindre befinder Anders Lindegaard sig godt på Old Trafford, selv om han ikke skjuler, at han savner spilletid og ikke altid går i seng med det største smil på læben.

- Rent sportsligt har jeg fungeret meget bedre, da jeg spillede oppe i Aalesund og var en nøglespiller på holdet. Jeg nød fodbolden i en anden grad. Det at være andenviolin, det er lidt som at være nonne på et sørøverskib. Man vil rigtig gerne, men man kan ikke rigtigt, siger Anders Lindegaard til TV3+-programmet Tipslørdag.

- Jeg kan godt forstå, at der er begyndt at blive stillet spørgsmålstegn, når jeg ikke spiller mere, end jeg gør. ”Hvad kan han?” ”hvad vil han?”. Det går mig enormt meget på. Fodbold handler også om at opnå respekt. Hele min passion som menneske er sat lidt på prøve i den her situation. Jeg har dage, hvor jeg kan blive i dårligt humør af at tænke på det. Jeg får ikke sat mit navn nok ud på fodboldkortet.

- Det er stadigvæk min drengedrøm at spille for Manchester United, og selv om jeg ikke gør det så tit, så vil jeg hellere spille fem kampe om året for Manchester United end 30 om året for Viborg. Det er det, jeg drømmer om, og det er noget, jeg vil huske, når jeg bliver gammel. At have spillet en 1. divisionskamp på Lars Tyndskids mark det vil jeg ikke kunne tage med mig i graven eller være stolt over, slutter Anders Lindegaard.

Den 29-årige målmand har kontrakt med Manchester United til sommeren 2016.